Bloggen er flyttet...

...og har skiftet navn - klik på stenstrop.dk

ZZZZzzzz...

Selv om det er adskillige år siden, husker jeg det, som var det i går:

- Prøv lige at høre her, sagde Madame og skruede op for anlægget.

Jeg lagde avisen fra mig og indstillede mig på en gætteleg, vi har praktiseret i mange år. Nogle dyrker yoga, andre går til mandolinspil. Madame samler på soundtracks og giver samtidig mig lejlighed til brillere med min filmhistoriske viden.

En grandios lyd var tæt på at sprænge mine trommehinder, og stolen skælvede under mig. Sjældent havde jeg hørt noget mere gruopvækkende. Jeg måtte tørre sveden af panden og sunde mig, før jeg svarede, men jeg var ret sikker i min sag.

- Samfundets fjende, sagde jeg triumferende, - eller muligvis Dommedag nu.

Hun rystede på hovedet.

- Ingen af delene, sagde hun. - Det er dig, der snorker. Jeg optog det i nat.

Jeg var ikke i tvivl om, at hun havde manipuleret med båndet. Hun er professionel lydtekniker, og jeg snorker ikke. Tværtimod har jeg altid sovet med en fin, æterisk lyd. Alligevel påstod hun, at jeg vækkede hende hver nat, og at det var grunden til, at hun den ene gang efter den anden plantede en albue i siden på mig og udslyngede injurien: 'Du snorker!'

Efterhånden har et korps af speciallæger, emsige terapeuter og snorkebøjlefabrikanter pisket en stemning op og fået kvindelige ægtefæller til at tro, at snorkningen er et problem på linje med den galopperende fedmeepidemi, der breder sig fra USA til hele den vestlige verden i disse år. Skal man tro deres annoncer, har snorkeriet udviklet sig til en tikkende bombe under parforholdet og truer allerede med at udhule sovebybegrebet.

Nogle mennesker sover lettere end andre. Men hvorfor nogle vågner med et spjæt, bare vandhanen drypper i genboens køkken, mens andre sover uforstyrret videre, selv om der afvikles VM i speedway i deres baghave, er og bliver et mysterium. I årevis har forskere på søvnlaboratorier verden over rystet deres reagensglas, holdt dem op mod lyset, analyseret indholdet fra morgen til fyraften og aldrig fået andet ud af det end søvnløse nætter.

Man ved heller ikke, hvorfor letsovende og tungtsovende mennesker som regel finder sammen i ægteskaber, så kun den ene part får fornøjelse af dobbeltsengen, mens den anden i frustration må søge tilflugt i HTH-køkkenet (forkortelse for Her Tilbydes Husfred) og plyndre køleskabet. Men her er formentlig årsagen til den omtalte fedmeepidemi.

Set i historisk perspektiv blev snorkningen grundlagt, dengang en sætning bestod af et grynt, mænd lugtede af mænd, og hjulet var den seneste teknologiske landvinding. Folk boede i jordhuler og levede af snavsede grønsager og råt kød, for de havde hverken opfundet det varme eller det rindende vand og kendte hverken til stegepander eller elementkøkkener - HTH stod for Hvordan Tilberedes Hakkebøffer? Dryppende vandhaner var altså ikke noget problem, men der var andet, der kunne holde én vågen. Ikke så snart var natlampen nemlig slukket, før der lød et langtrukkent u-huuu fra en ulv oppe på toppen af den nærmeste gravhøj. De der blev vækket, tog straks benene på nakken for ikke at ende som bøf tatar på menukortet hos de berygtede u-huuuligans. De tungtsovende sov derimod videre, men der skete dem ikke noget, for de havde udviklet et våben, der effektivt kunne jage fjenderne på flugt: en ildevarslende snorken, der fik hårene til at rejse sig på hovedet af selv den mest lækkersultne ulv eller nyslebne sabelkat.

Menneskets snorken var med andre ord en nødvendighed for at overleve, men de tider er heldigvis forbi, og den smule snorken, der er tilbage, er ikke noget at snakke om. Noget andet er, at hysteriske ægtefæller finder på de mest langt-ude-historier for at overbevise én om, at de ikke kan sove for ens snorken. Madame fastholdt fx hårdnakket, at jeg snorkede, så huset rystede, og at det var derfor dynen altid var dækket af en fint lag puds fra loftet, når vi vågnede om morgenen.

Jeg var længe om at give mig. Det skete først den nat, jeg vågnede ved min egen snorken og måtte gå ind i værelset ved siden af for at kunne sove videre - og opdagede, at der allerede var optaget.

I dag har jeg ingen drøbel. Den befinder sig hos en øre-, næse- og halsspecialist på Strandvejen, der amputerede den og forøgede sin formue med 15.000 kroner ved samme lejlighed.

Men jeg bliver stadig beskyldt for at snorke.

Mærkværdigt

Det er bemærkelsesværdigt så ubemærket en mærkedag som Billy Wilders 100 fødselsdag i dag har passeret stjernehimlen i kulturredaktørernes og biografdirektørernes respektive universer.

Metropol viser Sunset Boulevard og Ingen er fuldkommen, men hvor er dobbeltopslagene i aviserne med den minutiøse gennemgang af Billy Wilders liv, levned, meriter og fadæser?

Selv har jeg fisket...

Irma la Douce

og

Nøglen under måtten

...ud af reolen og lige slået plat og krone om, hvaffor en af dem der skal markere hundredeårsdagen her i Casa Stenstrop. Det blev Irma la Douce med Shirley McLaine som parisisk glædespige, men da det er en 2½-times sag, og mit vækkeur begynder at stille ublu krav kl. 5 i morgen tidlig, skynder jeg mig uset at snuppe Nøglen under måtten i stedet for og glæder mig til et gensyn med ungkarlen og kontorslaven C.C. Baxter, der af karrieremæssige grunde må stille sin lejlighed til rådighed for overordnede hanhunde og deres eskapader på alle tider af døgnet.

Den slår ikke Ingen er fuldkommen, men til gengæld får Jack Lemmon Shirley McLaine til sidst, og jeg går ubetinget ind for happy endings.

Listomani

En underdiskussion ovre hos Klaus minder mig om, at man kan dele mennesker op i to store kategorier: de der deler mennesker op i kategorier, og de der ikke gør. Men vil man have et fuldstændigt overblik over menneskeheden, bliver man nødt til at foretage en underinddeling. Det virkelige skel går mellem dem, der skriver indkøbslister og os, der er gift med dem. Der er tale om tilhængere af to forskellige religioner, og ser man bort fra de årlige marcher, er det nogenlunde som i Nordirland. Konflikten har bare ikke helt den samme mediebevågenhed, og marcherne består mest i at gå og skumle eller udvandre i protest.

Vi har selvfølgelig fået vores hukommelse for at bruge den, ellers sygner den hen og dør. Derfor skriver jeg ingen indkøbslister.

- Jeg har det hele heroppe, siger jeg til Madame, løfter pegefingeren og lader den danse en sirlig menuet på panden, mens jeg sender hende et listigt smil.

Men hun stoler hverken på min eller sin egen hukommelse og anser ikke dagen for at være begyndt, før der er udarbejdet mindst én liste med følgende punkter:

1. Skriv en liste


2. Gør de ting der står på listen


3. Kryds af efterhånden som du får tingene gjort


4. Start forfra med punkt 1

Hver liste bliver ikke bare revideret og udbygget, den udkommer også i flere udgaver i dagens løb. Ved at krydse af efterhånden får man et grafisk udtryk for, hvor effektiv man har været den dag, subsidiært hvor dårlig ens samvittighed bør være, når man går i seng om aftenen. Den slags stressfaktorer er man fri for, når man ikke arbejder med indkøbs- og huskelister. Til gengæld er der en vis risiko for, at man ikke får gjort noget som helst, men lister hæmmer kreativiteten og afskærer én fra at improvisere. Og jeg har beviser! Dengang vi købte et utæt sommerhus uden inventar af nogen art, var vores liv et orgie i lister flere dage i træk, og jeg taler ikke om tætningslister. Vi havde lister med alt muligt tilbehør fra æggedelere til springmadrasser, og mens vi styrtede rundt og købte ind og krydsede af, faldt vi helt tilfældigt over den perfekte affaldsspand til badeværelset - forkromet og med pedal. Uheldigvis figurerede den ikke på nogen liste, og vi måtte smide alt, hvad vi havde i hænderne for at skrive den på en ny liste, så vi kunne købe spanden, krydse af og komme videre med projektet. Om natten drømte jeg om forkromede indkøbslister, der overhalede mig med pedalen i bund og en fuckfinger i vejret, og det første jeg gjorde, da jeg vågnede, var at gribe ud efter papir og blyant, så jeg kunne skrive en ny liste bestående af to punkter:

1. Få dig et liv


2. Hold op med at skrive indkøbslister, og det kan ikke gå hurtigt nok

Siden har jeg forsøgt at leve et indkøbslisteløst liv, hvad der selvfølgelig er umuligt, når man bor sammen med et medlem af Listeristisk Trossamfund. Hver dag har sine standardlister, men listernes konge er den hvidbogsagtige huskeseddel, jeg altid finder diskret anbragt på bilsædet lørdag formiddag med en fuldstændig strategi for det ugentlige indkøbs- og betalingstogt, jeg har ansvaret for. Udover den anbefalede rute med butiksnavne og detaljerede varebeskrivelser opererer listen med varekategorier for hver butik og forventet ankomst til de enkelte destinationer (’posthuset lukker kl. 13, men der er kø fra kl. 10.30’). Desuden understregninger af, hvad der under ingen omstændigheder må springes over.

- Betyder det, at jeg gerne må springe de andre ting over?

- Nej, det er bare for at huske dig på de ting, du plejer at glemme.

- Hvorfor kan jeg så ikke bare nøjes med en liste over dem?

- Fordi du også glemmer alt det andet.

Som regel glemmer jeg listen ude i bilen, når jeg handler, men jeg får alligevel købt det hele, inden forretningerne lukker. Undtagen måske rugbrød, mælk, kartofler, kaffefiltre, hårshampoo, høvlet peberrod, toiletpapir og hvad man ellers har brug for i løbet af en weekend, når man bor langt ude på landet, fjernt fra butikscentre og supermarkeder.

- Jeg synes du sagde, at du havde det hele heroppe, siger Madame med pegefingeren trommende mod tindingen på en måde, som en professionel slagboremaskine af mærket DeWalt ville misunde hende og med et gennemborende blik af tilsvarende styrke.

Måske har hun ret i, at min hukommelse ikke er, hvad den muligvis har været - jeg husker det ikke helt tydeligt. Men til gengæld har vi en yderst velassorteret Statoil, der ikke ligger mere end 11 kilometer væk, og som kun tager cirka det dobbelte for rugbrød, mælk, kartofler, kaffefiltre, hårshampoo, høvlet peberrod, toiletpapir...

Og hvorfor så spilde sin tid med at skrive indkøbslister?

Samtaler der aldrig burde have fundet sted

Beboerne her i refugiet har for vane at tale til hinanden, når de ikke befinder sig i det samme rum, hvilket ikke er optimalt ud fra et hørbarhedskriterium. Et eksempel fra i formiddags:

Jeg (ude fra køkkenet): - Skal jeg også smøre en bolle til dig?

Madame (inde fra stuen): - Hvad siger du?

Jeg (lidt højere): - Skal jeg smøre en bolle til dig?

Madame: - Er det mig eller Mr. Jones, du taler til?

Jeg: - Hør lige her, jeg spørger sgu da ikke katten, om jeg skal smøre en speltbolle til den...

Madame: - Det kunne du da godt finde på.

Undertiden forundres man over den opfattelse, andre har af én, og under hvilke omstændigheder den kommer til udtryk.

5 ting der ikke har noget med hinanden at gøre

Hermed har jeg fornøjelsen at introducere en nyskabelse inden for listemageriet. Almindeligvis er lister kendetegnet ved en mere eller mindre tydelig fællesnævner eller indbyrdes forbindelse mellem de enkelte punkter. Ikke her! Det eneste, punkterne på min nyopfundne liste har til fælles, er at de befinder sig på den samme liste. Men det, at de står på en fælles liste, giver mig mulighed for at gøre opmærksom på nogle bemærkelsesværdige steder på nettet, som det ville virke umotiveret at nævne, hvis de ikke indgik i en sammenhæng. Det gør de tilsyneladende nu, men også kun tilsyneladende, og på den måde lever listen smukt op til konceptet for bloggen som helhed.

Nok om det. Here we go:

• Hvis nogen skulle få lyst til at betænke mig med en forsinket farsdagsgave til at tage med på stranden, så kast venligst et blik på Exomos og klik på videoen nede til højre - jeg giver en tur til alle, der synger med på Yellow submarine.



• Endelig noget fornuftigt at bruge en cola til.



• Trænger kødhatten til udskiftning, er der talrige ideer at hente her. Nærlæsning afslører, at udtrykket det vil jeg æde min gamle hat på ikke er grebet ud af luften. Det kan føres tilbage til det 19. århundrede og tilskrives sædvanligvis Abraham Lincoln, der havde to høje hatte af en type, der ofte var fremstillet af mørbrad - se selv.



• Hvorfor var der ingen, der gav mig et trommesæt, da jeg var 12 år?



• »Det er fredag den 532. januar, 2005. Der er 118 dage til Aleister Crowleys fødselsdag. Klokken er ti minutter over tyve minutter over fem minutter i halv elleve, og De skal nu forholde Dem til Lømmelgård Veterinæroptik.« En side med høj mærkelighedsprocent, der selv anbefaler Saties gymnopædi nr. 1 som underlægningsmusik til læsningen - så er tonen slået an. Materiale nok til at redde adskillige regnfulde sommerferiedage. Tøv ikke med at klikke.

Listen vil blive fornyet med ujævne mellemrum, dvs. hver gang jeg har fem nye websteder, jeg ikke kan holde for mig selv.

Kantinologi for begyndere

Jeg er overbevist om, at der ikke fås bedre kantinemad end den, der tilbydes i kantinen på min arbejdsplads. Maden er sund, lækker og veltilberedt hver dag, der laves mad efter kendte kokkes opskrifter og udtænkes eksotiske temauger. I det hele taget udfoldes der en mundvandsfremkaldende opfindsomhed, man ikke havde troet mulig i en virksomhedskantine. Den kolde afdeling består af salater så fantasifulde og komplekse, at man kun ville kaste sig ud i at kreere noget, der lignede, hvis man havde sat sig for at vinde en konkurrence i Alt for Damerne om en aften på kaffebar med Jamie Oliver. Frokosten er kort sagt et af dagens højdepunkter for flertallet af ansatte, dvs. mange.

Til daglig er kønsfordelingen mellem sultne kolleger nogenlunde fifty-fifty i den kolde og den varme afdeling, og almindeligvis glider trafikken jævnt, så man ikke skal stå og vente på at komme til. Men en sjælden gang imellem er det første, man får øje på, når man træder ind i kantineområdet, en endeløs kø, der snor sig hid og did ved disken i den varme afdeling, og som kun består af utålmodige mænd, gamle som unge, med en tallerken i hånden. 'Boller i karry!' hvisker de til hinanden med blanke øjne og vippende bryn, og budskabet forplanter sig som en løbeild ned gennem rækken. Omvendt er der kun kvinder ved salatbaren på de dage, og det er ikke kun dem, der plejer at stå foran én henne hos slagteren og sige: 'Jeg vil gerne have fem molekyler ekstra mager, usaltet, koffeinfri roastbeef i papirtynde skiver...'. Nej, det er kvinder i alle alders- og vægtklasser, der vender ryggen til den mandlige kødrand og flokkes om salaterne.

Måske afslører jeg min afgrundsdybe uvidenhed, men jeg vover alligevel spørgsmålet: hvad har kvinder imod boller i karry, og hvorfor er det tilsyneladende det bedste, mænd ved? Er der en indlysende grund? Er det kødgryderne, der med deres kalden minder mændene om barndommens hjemmegående, allestedsnærværende mødre og samtidig udgør en trussel mod moderne, emanciperede kvinder og får dem at flygte over til salatbordet, hvor ingen nostalgiske mænd vil foreslå dem at skifte karrieren ud med en... hedder det karryere?

Eller er der andre bud?

NB! Vigtig opdatering 14. juni:
Kokken Claus Christensen fra restaurant Gl. Mønt i København fortæller om sin yndlingsret, boller i karry, i Et øjeblik, P1 torsdag kl. 12.50.

Men dog

Hørt i radioen til morgen:

»Regeringen havde et mål om, at 5000 almennyttige lejeboliger skulle sælges. Det er blevet til - tre... Og direktør i Boligselskabernes Landsforening, Gert Nielsen, mener ikke, at det er tilfældigt, at det netop er de vellønnede lejere, der først står på spring for at købe...«

Undertiden kan man få kuldegysninger over den skarpsindighed, nogle mennesker er udstyret med. Eller over den ildhu, nogle nyhedsjournalister kaster sig over de mest intetsigende udtalelser og indlysende ikke-nyheder med.

Det er vel også så meget sagt, at de vellønnede ligefrem står på spring, når der indtil videre kun er solgt tre lejligheder. Men det er en helt anden historie...